Hvordan var livet på landet, da oldemor var en lille pige? Dengang kaldte man efterårsferien for ”kartoffelferie”, fordi børnene skulle hjælpe med at høste kartoflerne. Dengang gik mange børn kun i skole hver anden dag, fordi de også skulle arbejde hjemme på gården. Og dengang havde man ingen køleskabe eller frysere. Så man var nødt til at nedkule, sylte eller salte maden, så den kunne holde sig.
Oldemor havde ingen iPad og mobiltelefon – og hun så aldrig tegnefilm. Til gengæld havde hun en livlig fantasi.
Hun kunne lave en hel bondegård ud af tændstikker og kastanjer. Og når mørket faldt på, fortalte hendes bedstemor historier om trolde, ellepiger og nisser. Historierne var spændende – men også lidt uhyggelige.
I efterårsferien kan I høre fortællinger om alle de aktiviteter, der fandt sted på en gård, da oldemor var barn. I kan lave jeres eget legetøj af kastanjer, og høre gamle sagn og myter om alverdens mystiske væsner.
Udenfor kan I komme med på en kort guidet tur gennem den smukke efterårsskov. Her kan I høre om, hvordan man brugte naturens skatkammer i husholdningen i gamle dage.
Der er afgang fra møllegården kl. 10.30, 11.30, 13.30 og 14.30.
Deltag også i opklaringen af mysteriet EFTERSØGT og vær med til at finde den forsvundne gårdnisse.
Indenfor i det lune køkken bages der æbleskiver efter gammel opskrift. Æbleskiverne serveres med hjemmelavet syltetøj og saftevand.
Der sælges æbleskiver fra kl. 13.00 til 16.00
Tag børnene med til en alletiders hyggelig dag med sjov og nærvær på Dorf Møllegård
Tel.: | 98 84 31 05 | |
E-mail: | post@museummoss.dk | |
CVR: | 50827216 |